23948sdkhjf

Ny strategi: Dagligvaregigant vil erobre nyt territorium

Der er endnu ikke gået to måneder, siden Dagrofa-koncernen offentliggjorde de helt store linjer i  den nye koncernstrategi for årene 2025 til 2027, Gro'27.

Læs også: Dagrofa løfter sløret for ny strategi: Vil investere over 1 milliard

Men de konkrete projekter under den overordnede strategi står i kø for at blive ført ud i livet på alle forretningsområder - og naturligvis også i den store flagskibskæde Meny, som tegner sig for en betydelig andel af den samlede omsætning i koncernen. 

For Menys kædedirektør Richo Boss har Meny-delen af den nye strategi fyldt hovedparten af hans arbejdstid i et halvt år.

- Hvis du vækker mig midt om natten, så kan jeg lynhurtigt nævne de 30 projekter, der ligger i den nye strategi - og som vi skal lykkes med over de næste tre år, siger han.

Satser på Danske Madskatte og Aarstiderne 

Supermarkedskædens nye strategi hviler på tre søjler, som vil være velkendte for Meny-fans: Sortimentet, personalets faglighed og service samt butiksoplevelsen. 

Hvad angår varerne, har Richo Boss og Meny to ret sikre kort at spille ud med - og så er der et tredje og mere usikkert kort, hvor kæden bare skal lykkes med at hente en betydelig vækst.

Det er begrænset, hvor meget kædedirektøren på nuværende tidspunkt kan sige om Dagrofas nyindkøb, Aarstiderne. Men han har stor tiltro til, at Aarstidernes varer får en fremtrædende placering i Menys butikker.

- Vi er ret sikre på, at Aarstiderne gøre noget godt for Meny. I forhold til den udvikling, vi gerne vil have på økologisk frugt og grønt og på private label-varer kan Aarstiderne være med til at gøre os stærkere. De har blandt andet nogle vareserier med deres eget logo på, og der kunne man sagtens forestille sig, at man også kommer til at se dem i Meny. Det er et fantastisk brand, Aarstiderne - og det er ikke mindst nogle fantastiske varer, siger han entusiastisk.

Aarstiderne er imidlertid langt fra den eneste betydelige satsning på vare-området. 

- Vi har en hel del varekoncepter og udvikling på vej. Vores Danske Madskatte er et vanvittigt vigtigt koncept for os, hvor vi kigger ti år frem i tiden. Vi ser ikke på det som en kampagne, men som et helt afgørende koncept for Meny, understreger Richo Boss.

Hvor der ved premieren på madskattene for et års tid siden var 200 varer under den paraply, er der nu 700 fra 50 leverandører under det koncept. Og Dagrofas supermarkedskæde vil gerne have mange flere. 

- Jeg tror, at det vil blive et kendetegn for os som kæde. De danske fødevareproducenter skal have et sted, hvor de kan gå hen, og hvor de ved, at man gerne vil udvikle sammen med dem, og hvor der er plads til at komme på hylderne. Det vil vi også rigtig gerne være, siger han.

- Det er ikke et koncept, hvor alle varer nødvendigvis skal være i sortiment hos alle. Det har været vigtigt for os fra start, at vi virkelig gerne ville ind og have nogle af de mindre leverandører, der giver noget særpræg og som er drevet af innovation, passion og kvalitet.

- Vi vil være med til at udvikle nogle af de små og mellemstore leverandører. Det indebærer, at det er helt okay, hvis leverandøren ikke kan levere til 116 butikker. Vi kan godt have nogle, der vokser fra at kunne levere til to butikker - til at kunne levere til ti, så 50, og derfra til at kunne levere til alle 116, siger Richo Boss.

Meny vil ind i takeaway

I løbet af strategiperioden de næste tre år har Meny også en bunden opgave i at nå frem til, hvordan kæden kan tage en god bid af et take away-marked i vækst - en vækst, som i stor stil bliver taget fra dagligvaremarkedet. 

- Hvordan kommer vi som madmarked i Meny til at fylde mere der? Det er virkelig en strategisk kampplads, hvor vi skal finde ud af, hvordan vi får vores del af det marked, siger han.

-  Vores første målsætning er at finde den løsning, der kan rulles ud på kædeplanen. Derfor er vi meget optaget af den test, vi kører lige nu med at inkorporere takeaway i vores delikatesseafdeling. Der er ingen tvivl om, at det er vigtigt for os at kunne sætte to streger under og sige, at det er den måde, vi gør det på, siger Richo Boss.

En fælles Meny-model for takeaway-salg skal kunne skaleres alt efter, hvor butikken ligger.  

Kæden har i godt halvandet års tid solgt take away i et samarbejde med Noahs Køkken. Senest i Meny i Vermlandsgade på Amager, hvor man i et såkaldt "smart kitchen" i ekspresfart kan lave take away-måltider med rødder i mange forskellige landes køkkener.

Forsøget er i lige så høj grad gået ud på at få skabt hul igennem til potentielle kunder for Meny som et takeaway-sted.

- Vi skulle lykkes med at få de dagligvarekunder, der er i butikken for at handle, til at tage takeaway med hjem fra os. Den anden del var dem, der handler via Wolt og Just Eat. Hvordan får vi dem til at tænke på os, når de skal have takeaway? Det sidste er lykkedes. Men det er sværere at få hul på, hvad er det for et mindset, kunden har, når vedkommende går ned for at købe ind i et supermarked. Det er noget, der skal modnes over tid, tror jeg.

Artiklen er en del af temaet Dagligvarer.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062